Artikel fra Nordjyske Stifttidende, mandag, den 10.09.2001 - skrevet af Hans J. Callesen

Tyske fuldblodsveteraner på tur i Skagen

Efter nutidens forhold var der ikke meget sport over de allerførste Porsche 356 sportsvogne - den første serie havde 35 hestekræfter at gøre godt med. Senere kom der lidt mere liv i kludene med 44.60 og i sidste ende helt op til 130 heste i en Carrera 2 fra midten af 1950 - inden model 911 kom på banen. Veterannbilentusiaster havde lejlighed til at studere de tyske dejligheder nærmere i Skagen i weekenden.

 

Ferdinand Porsches veteraner på tur i kommunen

GL. SKAGEN: Der var noget ekstra for bilentusiaster at se på i Gl. Skagen - og i resten af kommunen - i weekenden.
Den danske klub for ejere af 356'ere, holdt det første træf for denne model af Porsche i mange år, og den havde valgt Ruths Hotel som hovedkvarter for træf'et.
Selv om Porsche er en tysk bil, er det ikke i Europa, man finder de fleste, og en del af de 18 biler, som deltog i træf'et i Gl. Skagen, var da også importeret fra USA.
Porsche hørte - og hører stadig - ikke til de billigste på markedet. Til gengæld er det en bil, som har sin egen personlighed.
Det er også baggrunden for, at der verden rundt findes 356-klubber.
Hartmut Abl fra den danske klub mener, at netop 356-modellen, som blev bygget fra 1948 til 1964, er den bil, der er flest klubber for i verden. Den danske klub har godt 30 medlemmer.
Den samlede produktion af Porscher med modelbetegnelsen 356 var på 76.000, og hovedparten af dem blev sendt til USA, hvor bilen opnåede en slags kult-status.
Ved træf'et i Gl. Skagen deltog primært danske Porsche-ejere. Der var to fra Sverige og en enkelt fra Norge med. Desuden var der en dansker, som til daglig bor i Italien, der havde valgt at køre i sin italienske indregistrede 356'er.
356'modellen blev i 1965 afløst af 910 og 911-modellerne, og et par hollændere med en sådan nyere Porsche, som er på ferie i Danmark, valgte at slutte sig til selskabet, selv om de var lidt for nye.
Træf'et indledtes fredag, og lørdag eftermiddag var der rally, som var blevet tilpasset vejrudsigten. Ruten var lagt inden for kommunegrænsen.
Inden de mange 356'ere i går atter forlod Skagen, var der udflugt til Grenen.

 

Træf for "rigtige" Porsche'r i Skagen

SKAGEN: Cirka 25 af de "rigtige" Porscher fra Norge, Sverige og Danmark mødes i den kommende weekend til Nordisk Træf i Skagen

Der findes, naturligvis ikke forkerte Porscher, men den model, som de fleste blot lidt voksne forbinder med en Porsche, er en 356er. Oprindelig ventede Ferry Porsche, at der, hvis man var heldig, kunne sælges 500 356er, men bilen blev populær, og selv om Porsche ikke hører til de billigste på markedet, så forblev modellen i produktion i næsten 25 år.
En Porsche 356 er ikke én, men mange forskellige biler, men de hører alle til 356- serien, og de minder på mange måder om hinanden, selv om der naturligvis er forskel på en årgang 1948 og en årgang 1964.
Ved træffet i weekenden er der mulighed for at se cirka 25 forskellige Porscher i Skagen, og en af arrangørerne, Hartmut Abl, Viborg, oplyser, at der blandt deltagerne er et par af de ældste og mest sjældne modeller.
De cirka 25 deltagende biler kommer som nævnt fra Danmark, Norge og Sverige, og de bor på Ruths Hotel.
Her er alle samlet lørdag middag, idet der da er start på et sight-seeing-rally rundt i det nordlige Vendsyssel.
Efter rallyet samles alle lørdag ved 18-tiden på Pakhuset til en kop kaffe.
Afslutningen på træffet er en tur til Grenen sidst på formiddagen søndag.

Tekst til billede oven over artikel:
Tre forskellige Porsche-modeller, hvoraf den bagerste åbne cabriolet er den sjældneste. Selv om de er fra forskellige år, stammer de alle fra 356-serien. Cirka 25 356'ere, mødes i weekenden til træf i Skagen.